lørdag den 14. maj 2016

"Tråden" af Victoria Hislop

Jeg var meget begejstret for den første bog jeg læste af Victoria Hislop, “Øen”, som handlede om græsk historie og spedalskhed, så jeg glædede mig til at læse “Tråden”. Også denne historie foregår i Grækkenland og omhandler også en del græsk historie.
Jeg synes dog at historien var lidt tung at komme i gang med, men da den endelig fik “fat”, var der en rigtig fin og velskrevet slægtsroman, der spænder vidt i både fortid og nutid. Historien foregår i byen Thessaloniki, som i 1917 bliver ramt af en kæmpe brand, der udsletter store dele af byen.
Vi møder og følger den lille pige Katarina, der som følge af den tyrkisk/græske krig, kommer væk fra sin mor og lillesøster. Hun ender i Thessaloniki, hos en anden familie og vokser op i arbejderkvarteret i byen. Hun falder til med det samme og nyder, på trods af savnet til sin biologiske mor, sit nye liv.
Vi møder også den lille rigmandsdreng Dimitri, der er søn af byens førende klædefabrikant. Dimitri bliver født under den store brand i byen og efterfølgende er han og hans familie nødt til at blive genhuset i den anden ende af byen. Samme sted som Katarina og hendes “nye” familie bor. Dimitris mor elsker at bo i det gamle arbejderkvarter, men det gør hans fader ikke, og det ender med at han lader sin kone og søn bo der alene, mens han befinder sig andet steds i byen. Dimitri vokser op i kærlige trygge omgivelser og får sig nogle rigtig gode venner.
Da faderen endelig får genopført deres gamle hus, der gik til grunde i branden, flytter Dimitri og hans mor tilbage til den anden ende af byen, en bydel meget langt fra det arbejderkvarter hvor de indtil videre har befundet sig.
Herfra følger vi både Dimitri og Katarina, der begge to skaber sig et liv, med de midler de nu har at gøre godt med. Historien er som tidligere nævnt en slægtsroman, men er samtidig en kærlighedshistorie, der følger to unge menneskers kamp for at få hinanden og imellem dette får man en masse spændende græsk historie. Det er som sagt en rigtig fin, hyggelig historie, og en ganske fin bog, der er meget velskrevet og som giver en et indblik i den græske historie.
Jeg giver bogen 3 ud af 6 bøger, for som tidligere nævnt, en ganske god hyggelig bog, dog er Øen stadig min favorit af Victoria Hislops bøger indtil videre.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar