fredag den 29. januar 2016

"Lola og naboens søn"af Stephanie Perkins

Ungdomsbøgerne har fået et virkelig godt tag i Danmark i det forgangne år og der er nogle ungdomsbøger man næsten ikke kan komme uden om. Dette gælder blandt andet for denne, “Lola og naboens søn”, som er en selvstændig efterfølger til “Anna og det franske kys”. Da jeg havde læst den første, var jeg simpelthen også nødt til at fortsætte og få læst de sidste 2 bøger i rækken :). Og ja, jeg synes faktisk det er blevet rigtig hyggeligt at læse ungdomsbøger, så det bliver nok til et par stykker mere i 2016.

Vi følger den lidt anderledes 16 årige Lola, der bor i San Francisco sammen med sine to fædre. Hun går på high school og bruger meget af sin tid på at være kreativ og sy tøj og kostumer og passe sit job i biografen. Hun bruger tid med sin 22 årige musiker kæreste, som hendes fædre har meget svært ved at acceptere og det kan Lola slet ikke forstå. Hun har en fortid med sin gamle nabo Cricket, som sårede hende rigtig meget, men heldigvis er Cricket flyttet væk og Lola kan koncentrere sig om sin kæreste. Men så flytter Cricket og hans familie pludselig tilbage og bliver igen naboer til Lola……

Ligesom sin forgænger “Anna og det franske kys”, er “Lola og naboens søn” skrevet i et meget letlæseligt og flydende sprog, der gør at man hurtigt kommer i gang og får læst bogen. Vi får stort indblik i teenageren Lolas tanker og følelser og det er så godt beskrevet at man bare kan læne sig tilbage og blive ført tilbage i tiden, til de kære teenageår og teenageforelskesler. Bogen byder også på et kærligt gensyn med nogle af figurerne fra “Anna og det franske kys”, hvilket giver et lille hyggeligt tvist til historien. Så selvom det er bøger der er uafhængige af hinanden, så vil jeg alligevel foreslå at man læser dem i rækkefølge. Og selvom det er en ungdomsbog - og det er det - kan den læses af alle, ung som gammel.

Får også 4 ud af 6 bøger

Ingen kommentarer:

Send en kommentar