fredag den 29. januar 2016

"Lola og naboens søn"af Stephanie Perkins

Ungdomsbøgerne har fået et virkelig godt tag i Danmark i det forgangne år og der er nogle ungdomsbøger man næsten ikke kan komme uden om. Dette gælder blandt andet for denne, “Lola og naboens søn”, som er en selvstændig efterfølger til “Anna og det franske kys”. Da jeg havde læst den første, var jeg simpelthen også nødt til at fortsætte og få læst de sidste 2 bøger i rækken :). Og ja, jeg synes faktisk det er blevet rigtig hyggeligt at læse ungdomsbøger, så det bliver nok til et par stykker mere i 2016.

Vi følger den lidt anderledes 16 årige Lola, der bor i San Francisco sammen med sine to fædre. Hun går på high school og bruger meget af sin tid på at være kreativ og sy tøj og kostumer og passe sit job i biografen. Hun bruger tid med sin 22 årige musiker kæreste, som hendes fædre har meget svært ved at acceptere og det kan Lola slet ikke forstå. Hun har en fortid med sin gamle nabo Cricket, som sårede hende rigtig meget, men heldigvis er Cricket flyttet væk og Lola kan koncentrere sig om sin kæreste. Men så flytter Cricket og hans familie pludselig tilbage og bliver igen naboer til Lola……

Ligesom sin forgænger “Anna og det franske kys”, er “Lola og naboens søn” skrevet i et meget letlæseligt og flydende sprog, der gør at man hurtigt kommer i gang og får læst bogen. Vi får stort indblik i teenageren Lolas tanker og følelser og det er så godt beskrevet at man bare kan læne sig tilbage og blive ført tilbage i tiden, til de kære teenageår og teenageforelskesler. Bogen byder også på et kærligt gensyn med nogle af figurerne fra “Anna og det franske kys”, hvilket giver et lille hyggeligt tvist til historien. Så selvom det er bøger der er uafhængige af hinanden, så vil jeg alligevel foreslå at man læser dem i rækkefølge. Og selvom det er en ungdomsbog - og det er det - kan den læses af alle, ung som gammel.

Får også 4 ud af 6 bøger

tirsdag den 19. januar 2016

"Trange tider i Hope River" af Patricia Harman

Som sygeplejerske (tidligere på en gynækologisk afd) kan jeg rigtig godt lide at læse om sygepleje, specielt obstetrik og gynækologi, og derfor har jeg selvfølgelig også læst “Jordemoderen fra Hope River”, en rigtig dejlig bog. Og da denne uafhængige fortsættelse så kom, ja så var jeg selvfølgelig nødt til også at have fingrene i den. Og det blev jeg ikke ked af.
Den kan læses uafhængig af “Jordemoderen fra Hope River”, men har man læst den, vil man gense en del af de samme personer, hvilket er ganske hyggeligt. Og er man til denne genre, ja så læs da lige den første bog først :) “Vi møder i denne fortælling sygeplejersken Becky, der i mange år har arbejdet som sygeplejerske for kirurgen Dr. Blum. Da Dr. Blums kone dør, forsvinder han ind i sig selv og kan ingenting. Becky passer ham, sørger for han får tøj på,får mad og tager ham med sig overalt. Da de til sidst har mistet alt, klinik, hus og penge, sætter de sig i bilen og kører af sted mod Hope River. Vi er i 1930’rne og depressionen hærger i hele USA og det er rigtig svært for alle at få job.
De ender i jordemoderen Patience Murphys gamle hus, som hun har forladt for at bo sammen med sin mand, dyrlægen Daniel Hester. Her begynder Becky og Dr. Blum et nyt liv, et helt nyt liv med hårdt arbejde for at skaffe til føden. Pludselig bliver Becky nødt til at hjælpe Patience med jordemoder jobbet, og dette på trods af, at Becky slet ikke bryder sig om fødsler”

En hjertevarm og meget livsbekræftende fortælling, som er fortalt i et meget stille og roligt tempo, og hvor man stifter bekendtskab med skønne personligheder.
Selvom bogen er en uafhængig fortsættelse af Jordemoderen fra Hope RIver og sagtens kan stå alene, vil jeg dog alligevel anbefale at starte med den første.
Fortællingen er fortalt af Becky, men halvvejs inde i romanen, begynder Dr. Blum at skrive små dagbogsnotater, og på den måde får man også hørt noget af historien fra Dr. Blums vinkel.
Når man er i det rette humør og tempo elsker jeg at læse denne type bøger, og giver derfor denne bog 4 ud af 6 bøger. Men læs lige Jordemoderen fra Hope River først :)