tirsdag den 17. november 2015

"Et helt nyt liv" af Lisa Genova

“Hvor er min venstre hånd? Det aner jeg ikke. Oh shit, hvor er min venstre hånd? Og hvad med den venstre fod? Der er også væk. Jeg vrikker med tæerne på højre fod. Jeg prøver at sende samme besked til den venstre, men beskeden kommer retur. Beklager, adresse ubekendt.
“Bob, jeg ved, at jeg har en venstre hånd, men jeg aner ikke, hvor den er”

En rigtig god bog, af samme forfatter som skrev “Stadig Alice”.
Som mor til 4 børn på 9, 7, 5 og 1 år , sad jeg med et stort smil på mine læber, hele det første kapitel. Hovedpersonen Sarah beskriver i første kapitel sin hverdag med 3 små børn (på hhv. 7 år, 5 år og 9 mdr), og det var bare så rammende, og så morsomt at kunne genkende selv de mest fjollede krumspring hun laver for at få hverdagen til at gå op i en større enhed. Og selvom det er skrevet med en del ironi, så er der bare så meget af det der er sandt :)

Sarah og hendes mand lever et liv med villa, sommerhus, biler, dyre ferier og for dem betyder det meget at de lever et liv med succes og alle de goder det medfølger. De lever dog et meget hektisk liv, og det er svært at få både familielivet med 3 mindre børn og arbejdslivet med mere end 2 fuldtidsstillinger, til at gå op og det er arbejde og karrierer der styrer deres liv. Alt skal planlægges til mindste detalje for at kunne hænge sammen, de trækker lod om hvem der skal aflevere børn og der bestemt ikke er tid til spontanitet eller syge børn.
Efter vi har mødt Sarah og hendes familie, sker der dog hurtigt en ulykke og Sarah kommer alvorligt til skade. Der bliver nu vendt op og ned på hele hendes og familiens  liv, og lige pludselig skal både hun og hendes familie begynde at tænke meget anderledes.

Dette er lidt en bog der handler om at stoppe op og kigge på sig selv og sit liv, og finde ud af om man er der hvor man virkelig gerne vil være og mærke efter hvad det er der betyder noget for en. Samtidig er det også en bog der beskriver hvordan det er at leve med en hjerneskade, både i tiden lige efter ulykken, men også på længere sigt.

Sproget er let og forståeligt, og til tider også humoristisk. Og selvom det nogle gange omhandler sygdomme, fagudtryk og diagnoser, har man som læser ingen problemer med at følge med. Historien og personerne er skrevet med stor indføling, man får bl.a. et stort indblik i Sarahs tanker og følelser og dette er med til at man får et meget personligt forhold til hende.

En dejlig beskrivende og rørende bog, fyldt med følelser, humor og dybere tanker og kan varmt anbefales at læse.

Denne bog skal have:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar