torsdag den 31. december 2015

2015

Ja så er året ved at være slut og det betyder så også enden på endnu et læseår, et rigtig dejligt læseår. 2015 blev også det år hvor jeg startede denne blog, og jeg glæder mig til at fortsætte den i 2016.

Godt nok har bloggen kun eksisteret siden oktober, men det er alligevel blevet til en del læste bøger i det indeværende år, også mange flere end dem jeg har skrevet om her.
Og der har været rigtig mange forskellige læseoplevelser. Der har været dem der var rigtig gode, dem der var spændende, dem der var rørende, dem der var knap så gode, dem der var fantastiske, og mange mange flere. Nogle af dem har efterladt et ordentlig indtryk, nogle har været rigtig øv at vende sidste side i, nogle har givet stof til eftertanke og andre har været rigtig god hygge/ferielæsning.
Den bedste bog jeg har læst i 2016, må dog nok være “Stillidsen” af Donna Tartt. En virkelig god bog, som jeg gerne vil anbefale.

Ja og hvad skal 2016 så byde på? Jeg har en del bøger på min “To Read” liste, bla. vil jeg gerne læse “Stolthed og fordom” af Jane Austen, en forfatter jeg endnu ikke har fået læst, men virkelig fået varmt anbefalet flere steder fra. 
Så skal jeg også igang med noget krimi. Jeg vil gerne starte ud med en god begynder krimi og er af flere blevet anbefalet Jo Næsby. Jeg ved at der er masser af inspiration at hente her hos Frk. Tines krimitanker http://krimitanker.blogspot.dk/
Ja og så har jeg faktisk aldrig fået læst Harry Potter (kun den første, for mange år siden), så de står også på min liste, og der er jo til mange dejlige timers læsning. Og med de nye flotte illustrerede bøger, er jeg helt sikker på at det vil blive en fantastisk læseoplevelse.
Og ja, så bliver det spændende at se hvad året ellers byder på af nye bøger.Jeg vil prøve at lave mig en Reading Challenge her i 2016, og går og fifler lidt med hvad den skal indeholde, og hvor lang den skal være.
Så jeg er sikker på at 2016 nok skal blive endnu et godt læseår og glæder mig til at tage hul på det.
Rigtig godt nytår.

onsdag den 16. december 2015

“Sunde grønne retter” af Anne hjernøe


Ja så blev det også til en anmeldelse af en kogebog.
Jeg kan rigtig godt lide Anne Hjernøe, jeg synes hun laver noget spændende mad, men uden at det bliver alt for kompliceret. Lækkert, nemt og enkelt, og det er altså rigtig dejligt, og lige efter mit hoved.
Jeg har læst alle hendes kogebøger, og hvis det stod til mig, så var de også alle at finde på hylden derhjemme :).
Denne her hedder “Sunde grønne retter” og er efterfølgeren til “Sunde salater”
Der er rigtig mange lækre opskrifter i, både dem der kun indeholder grønt, men også en del med kød og brød og der er også supper.
Hvis du spørger mig er det en ganske fin og appetitvækkende bog. Der er flotte enkle billeder til opskrifterne og der er billeder til alle opskrifter hvilket er et stort plus, og det hele ser enormt indbydende ud. 

Der er både de helt simple opskrifter med meget få ingredienser og de opskrifter der har en lidt længere ingrediensliste.
En dejlig bog der meget gerne må stå hjemme i min kogebogssamling :). Den kommer dog ikke helt på højde med “Sunde salater” som jeg synes var rigtig lækker og af de to “salatbøger” min klare favorit.



Får derfor:

lørdag den 12. december 2015

“Anna og det franske kys” af Spephanie Perkins

Det har næsten ikke været til at komme uden om omtaler af “Anna og det franske kys", da bog nr. 3 i serien, “Isla og jagten på lykke”, udkom her i efteråret.

Jeg var virkelig skeptisk og meget i tvivl om jeg skulle læse dem, for tænkte at jeg faktisk nok var lidt for gammel til dem :). Men efter en anmeldelse fra Valdemarsro, besluttede jeg mig for at få fat i dem, og er startet med "Anna og det franske kys".

Om bogen:
Vi møder 17 årige Anna, der skal til at starte sit 4. og sidste år på high school. I sidste øjeblik har hendes far besluttet at sende hende til Paris, hvor hun skal gå på den amerikanske skole i Paris. Anna taler intet fransk og er rigtig ked af at skulle undvære sin familie, sine venner og sin måske kæreste. Men inden Anna får set sig om, har hun fået nye venner og er ved at blive forelsket i skolens flotteste fyr.........Vi følger gennem denne bog Anna og hendes nye venner på deres sidste år i high school.

Og ja det er en rigtig teenage bog, en rigtig tøssebog og en vaske ægte teenage-kærlighedshistorie. Når det så er sagt, ja så blev jeg altså alligevel revet med, ligesom jeg også ville være blevet da jeg var 17 :).
Den er meget velskrevet og levende og skrevet i et meget naturligt sprog, hvor alle kan følge med, og virker rigtig oprigtig. Man bliver virkelig sendt tilbage til de kære teenageår, og der var virkelig mange følelser og oplevelser jeg kunne nikke genkendende til, og sad ofte med et lille smil på læben.
Da bogen er så letlæselig blev den ret hurtigt læst, og jeg glæder mig faktisk til at få fat i efterfølgeren "Lola og naboens søn". Jeg har hørt at der skulle være nogle af hovedpersonerne der går igen i de andre bøger, og det er et lille tvist jeg elsker i bøger - især når det lykkes :)

God hyggelig ferielæsning der er rar at koble af til en gang imellem, og fordi jeg bare blev revet med af stemningen og havde svært ved at lægge den fra mig får den:

torsdag den 3. december 2015

"Min mands hemmelighed" af Liane Moriarty

Cecilia er mor til tre piger, godt gift med John-Paul og Tupperware sælger med stor succes. Hun elsker at være velorganiseret og kører derud af med 120 km i timen. Hun er den der har styr på alt og fingeren på pulsen og der er ikke en nabo hun ikke kender eller hjælper. Og hun er rigtig godt tilfreds.
En dag da hun leder efter noget til sin datter på loftet, falder hun over en kuvert hvorpå der, med hendes mands håndskrift, står: “Må kun åbnes i tilfælde af min død”. Cecilia er meget i tvivl…..skal hun åbne det eller lade være. Hun spørger sin mand da han ringer hjem, hvad det er for et brev og han beder hende inderligt om at lade være med at åbne det. Cecilia beslutter sig for at lade være med at åbne brevet. Men efter en besynderlig opførsel fra John-Paul, åbner Cecilia alligevel brevet…….Og det hun læser er med til at ændre hele hendes ellers så velorganiserede liv på et splitsekund.


Dette er en ok historie, skrevet meget læsevenligt og letforståelig og en bog jeg fik læst meget hurtigt - hjalp selvfølgelig også at jeg sad 3 timer hos mekanikeren og ventede :)
Den er skrevet fra tre forskellige kvinders synsvinkel - Cecilia, Rachel og Tess - og ideen er at deres historier langsomt væves ind i hinanden, det fungere bare ikke helt 100 %. Der er rigtig mange sammenhænge der fungerer godt, men der mangler lige den sidste tilkobling mellem alle 3 kvinder. Og en af historierne er også noget svag i det. Samtidig er historien ikke så overraskende som den kunne være og jeg synes det var forholdsvis let at “regne” ud hvad der nu ville ske, hele bogen igennem.
Den skifter meget godt mellem de tre kvinder, men ind imellem er der puttet nogle små historiske afsnit ind. Jeg havde lidt svært ved at se helt præcis hvorfor de var der. Enten skulle de have fyldt mere, med mere begrundelse og kød på, eller helt være fjernet.
Til allersidst kommer der en lille epilog, som jeg faktisk rigtig godt kunne lide, den rundede på en eller anden måden historien af, og var faktisk lidt hyggelig og en anderledes måde at slutte en historie på.


En bog der i sidste ende handler om, hvad man selv ville gøre hvis man stod i en situation med en viden, man helst gerne var foruden.
En ganske fin feriebog, der er hurtigt læst :).
Og den får:


lørdag den 28. november 2015

"Stadig Alice" af Lisa Genova

Alice Howland er 50 år, og professor i kognitiv psykologi og en internationalt anerkendt ekspert i lingvistik. Hun er stolt og har det godt i både sit arbejdsliv og sit privatliv. Forholdet til manden John er stærkt og kærligt og deres 3 voksne børn er godt i gang med deres liv og karrierer.
Men der er et eller andet galt….. Hun er begyndt at glemme de mest mærkværdige ting, ting som hun altid har vidst og en dag glemmer hun simpelthen ord midt under sin forelæsning.
I starten slår hun det hen med stress og andre ting, men langsomt vokser der en uro i hende, der til sidst resulterer i at hun går til lægen. Det viser sig at Alice har Alzheimers, den slags som kommer tidligt og er arveligt. Dette havde hverken Alice eller hendes familie set komme.


Vi følger udviklingen af sygdommen fra Alices synsvinkel, men vi får også et indblik i hvordan omverden og de pårørende, bliver berørte af denne sygdom. Alice kæmper i starten en stor kamp for at bevare det liv hun kender, og bare få lov til stadig at være Alice, på trods af at hun langsomt mister mere og mere af sig selv.


Med sådan et emne, kunne det godt gå hen og blive en dyster deprimerende fortælling, men det er langt fra tilfældet. Historien er skrevet med enormt meget medfølelse, personlighed, kærlighed og humor og er en virkelig fornøjelse at læse. Det er en virkelig rørende smuk fortælling, som samtidig er letlæselig og forståelig, og som fanger fra start. En bog der klart skal anbefales.
Det var en bog der virkelig rørte mig og faktisk blæste mig lidt omkuld. På en eller anden måde satte den en masse tanker og følelser i gang, og jeg skulle lige bruge et par dage til at komme mig over den, før jeg havde lyst til at kaste mig over en ny bog.
Der er ikke så meget mere at sige om denne bog andet end, læs den!

Denne bog får derfor:

tirsdag den 17. november 2015

"Et helt nyt liv" af Lisa Genova

“Hvor er min venstre hånd? Det aner jeg ikke. Oh shit, hvor er min venstre hånd? Og hvad med den venstre fod? Der er også væk. Jeg vrikker med tæerne på højre fod. Jeg prøver at sende samme besked til den venstre, men beskeden kommer retur. Beklager, adresse ubekendt.
“Bob, jeg ved, at jeg har en venstre hånd, men jeg aner ikke, hvor den er”

En rigtig god bog, af samme forfatter som skrev “Stadig Alice”.
Som mor til 4 børn på 9, 7, 5 og 1 år , sad jeg med et stort smil på mine læber, hele det første kapitel. Hovedpersonen Sarah beskriver i første kapitel sin hverdag med 3 små børn (på hhv. 7 år, 5 år og 9 mdr), og det var bare så rammende, og så morsomt at kunne genkende selv de mest fjollede krumspring hun laver for at få hverdagen til at gå op i en større enhed. Og selvom det er skrevet med en del ironi, så er der bare så meget af det der er sandt :)

Sarah og hendes mand lever et liv med villa, sommerhus, biler, dyre ferier og for dem betyder det meget at de lever et liv med succes og alle de goder det medfølger. De lever dog et meget hektisk liv, og det er svært at få både familielivet med 3 mindre børn og arbejdslivet med mere end 2 fuldtidsstillinger, til at gå op og det er arbejde og karrierer der styrer deres liv. Alt skal planlægges til mindste detalje for at kunne hænge sammen, de trækker lod om hvem der skal aflevere børn og der bestemt ikke er tid til spontanitet eller syge børn.
Efter vi har mødt Sarah og hendes familie, sker der dog hurtigt en ulykke og Sarah kommer alvorligt til skade. Der bliver nu vendt op og ned på hele hendes og familiens  liv, og lige pludselig skal både hun og hendes familie begynde at tænke meget anderledes.

Dette er lidt en bog der handler om at stoppe op og kigge på sig selv og sit liv, og finde ud af om man er der hvor man virkelig gerne vil være og mærke efter hvad det er der betyder noget for en. Samtidig er det også en bog der beskriver hvordan det er at leve med en hjerneskade, både i tiden lige efter ulykken, men også på længere sigt.

Sproget er let og forståeligt, og til tider også humoristisk. Og selvom det nogle gange omhandler sygdomme, fagudtryk og diagnoser, har man som læser ingen problemer med at følge med. Historien og personerne er skrevet med stor indføling, man får bl.a. et stort indblik i Sarahs tanker og følelser og dette er med til at man får et meget personligt forhold til hende.

En dejlig beskrivende og rørende bog, fyldt med følelser, humor og dybere tanker og kan varmt anbefales at læse.

Denne bog skal have:

søndag den 8. november 2015

"Kvinden i toget" af Paula Hawkins

Den hurtigst sælgende debut roman nogensinde, ja det er Kvinden i toget gået hen og blevet, og der var vist ingen tvivl om at den skulle jeg læse. Og jeg kan kun sige, glæd jer :)

Vi følger hovedpersonen Rachel, som langsomt er ved at gå i opløsning og godt i gang med at ødelægge sit liv. Hun er blevet skilt, mistet sine venner, mistet sit job og drikker alt for meget, Alligevel tager hun stadig hver morgen, på samme tid, det samme tog ind til London. Hver aften tager hun igen toget hjem. På strækningen holder toget stille foran det samme hus hver dag. Rachel elsker at kigge på huset og forestiller sig en masse om det unge smukke par der bor der. Hun giver dem navne, fantasere om hvad de laver og er sikker på at de lever det perfekte liv. 
Men en dag da toget holder stille foran huset, ser hun noget der chokere hende. Dagen efter læser hun at kvinden i huset er forsvundet, og nu starter jagten på at finde ud af hvad der er sket. Men ikke alt er hvad der ser ud til at være…..

Kvinden i toget er virkelig en page turner af bedste kaliber, og selvom handlingen ikke er hæsblæsende, så bliver man fanget af den, fra stort set første side.

Bogen igennem følger man samme historie set fra 3 forskelliges synsvinkler (hovedpersonen Rachel og to bipersoner) og jeg elsker måden det er gjort på. Det er gennemført og giver et virkeligt pift til historien, når man læser den samme episode, men fra forskellige vinkler. Paula Hawkins formår virkelig at få det hele til at spille og passe sammen, og når en forfatter får det til at virke er det altså helt fantastisk.
Samtidig er personbeskrivelserne helt i top. På trods af, at Rachel er en stakkel, en ynkelig kaotisk kvinde med ingen selvrespekt og et liv i kaos, kan man ikke andet end at holde af hende. Forfatteren formår nemlig alligevel at beskrive hende med en menneskelig dybde.

Historien tager nogle drejninger undervejs, både nogle jeg havde set komme, men også nogle jeg ikke havde set komme. Og jeg elsker at der er tvists lige til allersidste side.

En virkelig god bog, der er enormt svær at lægge fra sig. Kvinden i toget er en bog der skal læses hvis man kan lide en god psykologisk spændingsroman.
Så en varm anbefaling herfra. Selvom jeg dog synes bogen er rigtig god, historien god og forfatterens beskrivelser fantastiske, så blev jeg ikke “blæst bagover” og derfor skal denne bog have 5 ud af 6 bøger.


mandag den 2. november 2015

"Historien om A. J. Fikrys liv" af Gabrielle Zevin


Jeg så en omtale af denne bog i et bogblad, og var slet ikke i tvivl, den skulle jeg læse. Og det kom jeg bestemt ikke til fortryde:).

Vi følger boghandleren A. J. Fikry, en indesluttet genert mand, der elsker bøger. Han bor på den lille ø Alice Island i New England, hvorfra han driver sin gammeldags boghandel. Han har mistet sin kone, som han drev boghandlen sammen med og det var hende der var den udadvendte og sprudlende og hende der satte gang i en masse aktiviteter i den lille boghandel. A. J. er lige ved at opgive det hele, begynder at drikke mere og mere og er tæt på at lukke butikken.
Men så sker der noget uventet. Noget der ændrer hele hans liv og pludselig har han en grund til at få det hele til at fungere igen. Vi følger hans forandring gennem flere år, og oplever hvordan han igen blomstre op og begynder at nyde livet.

Historien foregår som nævnt over flere år, og med en del spring frem i tiden, og vi følger derfor A. J.s liv i mange år, og det gør at man lærer ham endnu bedre at kende, og rigtig får lov at følge hans udvikling. Dette fungere rigtig godt uden at man sidder med en masse huller i historien. Forfatteren formår virkelig at lave nogle rigtige gode personbeskrivelser, både af hovedpersonen og bipersonerne, som er med til at gøre bogen dejligt levende og hjertevarm, og så er det virkelig et dejligt aspekt at der er smidt så meget kærlighed til bøger og læsning ind i historien.

Bogen er en dejlig bog, en rigtig feel-good bog, og man sidder med en fantastisk god fornemmelse når man har læst den færdig. Den handler om kærlighed, ikke kun blandt mennesker og til mennesker, men også kærligheden til bøger, og beskriver det hele på bedste vis med varme og humor.

Alt i alt en fantastisk varm og kærlig fortælling, som er et must for alle bogelskere - ja og egentlig også for alle andre, der bare har lyst til at læse en god bog :)

Denne skønne bog skal have: